mandag den 29. august 2011

Valgkamp 2011

Så kom det endelig - valget 2011. Mange af skolens elever skal stemme for første gang, og nogle er måske i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds. Andre er meget politisk engagerede og måske medlem i et ungdomsparti.

Elevforum vil, i samarbejde med skolen, arrangere forskellige valg-aktiviteter, fx. et eller flere valgmøder, hvor vi vil forsøge at få politikere ud på skolen til debat og afklaring, og så vil vi arrangere en valgaften d. 15. september, hvor man kan se stemmeoptællingen på skolen, og bakke op om sit parti.

Vi glæder os til en valgkamp, med en masse politisk aktivitet på skolen!

fredag den 26. august 2011

Siden er opdateret!

Efter en lang sommerferie er Elevforum nu helt klar til et nyt skoleår, og nu er Elevforums blog også opdateret!

Tirsdag d. 23/8 informerede Elevforum til skolemødet og opfordrede alle elever, der har lyst til at engagere sig i skolen, til at møde op dagen efter i Auditoriet, hvor vi rekrutterede nye medlemmer. 3 1.g'ere mødte op, og en 2.g'er kom til senere, hvilket betyder, at vi stadig mangler medlemmer.
Vi er ca. 1200 elever på skolen, og med kun 6 medlemmer i Elevforum betyder det, at hvert medlem repræsenterer 200 elever. Kan det virkelig være rigtigt?! Kan det være rigtigt, at der ikke er nogle hf'ere, der vil engagere sig i skolen? Kan det virkelig passe, at der kun er 6 elever, der har en holdning til, hvordan skolen kan blive et dejligt, og måske endnu bedre sted?!

Det tror vi ikke, så derfor har du nu endnu en chance for at møde op, og være med i Elevforum. Vi holder møde onsdag i spisepausen i elevrådets lokale F1.

Du behøver slet ikke at være bekymret over, at det tager meget af din tid at være med i Elevforum. Vi er jo alle elever med skole, arbejde og venner, og vi holder kun møde ca. hveranden onsdag i spisepausen. Derudover skal du kun komme til de arrangementer, som vi arrangerer.

Kom og vis at eleverne på Stenhus Gymnasium og HF er engagerede!!